Tanker om en firkant

For et par måneder siden forsøgte jeg med mine bedste retoriske kneb at overbevise damen i den anden ende af mobilsignalet om at det ville være en gevinst for dem i By og Havn at stille en af de fire grønne containeren til rådighed for os. Selvom det lykkedes uden de store vanskeligheder, må jeg have lydt underligt upræcis i min talestrøm. Det var ikke helt nemt at forklare hvad ideen om Afrovaganza i containeren indebar. Det er det stadig ikke.

Enkelte gange har det virket som et privat helle for mig og mine nærmest venner, andre gange har det virket som KUA's største tilløbsstykke. En dag sad jeg alene med Jon, lyttede til Søren Huss, spiste hindbærsnitter og spillede backgammon, en aften stod jeg bag baren og DJ'ede med Rune for en container fyldt med forvirrede udlændinge og en flok sprogpsykologistuderende der syntes lige så godt om LCD Soundsystem som os.

Derfor er det stadig svært at forklare hvad fanden containeren er. "Et krea-kulturelt samlingspunkt for idealistiske iværksættere med velgørende fokus og varierende arrangementer, hvor der sælges mandariner, øl og en rød bøf i ny og næ"? Det ligger ligesom ikke særlig godt i munden. "Kanadavej, bare tættere på byen"? Tjah... det ku der måske være noget om, men alt hvad vi gør derude er sgu ikke velgørende. Eller det oplagte; "Afrovaganza-festerne, bare mindre"? Men den rammer nu meget ved siden af, for intentionen har aldrig været at feste, danse og smadre så meget igennem som vi har gjort ved de tre store fester.

Derfor var det lidt af en forløsning da Lars AP under sit oplæg i går om Fucking Flink talte om de lystbetonede initiativer. Man skal ikke være flink fordi man bør, man skal være flink fordi man vil.

Afrovaganza-containeren har vi åbnet, simpelthen fordi det havde vi lyst til. Der er ikke nogen forkromet plan om at skulle manifestere et eksempel, være KUA's nye café, holde lange foredrag om velgørenhed eller noget fjerde. Vi har ikke haft det fulde overblik, overhovedet. Vores ideer falder en gang imellem til jorden, andre gange vokser de sig så store som vores idealisme og derfor er containeren gået hen og blevet et sted der er svært at betegne, men som forhåbentlig afspejler en ubændig trang til ikke at kunne lade være. At de 623 personer der har meldt deres ankomst på Facebook har været lidt sløve i november-optrækket til at dukke op, kan selvfølgelig være en anelse demotiverende når jeg sidder alene med lunken kaffe onsdag kl. 14.32. Men så kigger en norsk tekstilforsker forbi og giver mig et kæmpe klap på skulderen, og så skal Thomas lige have en bajer og så sætter vi Bruce Springsteen på og containeren bliver alt det jeg kunne have håbet på da jeg i starten af efteråret ringede til By og Havn.

Et sted der gør november sjovere for alle os danskere og tilværelsen lidt bedre for unge maliske musikere.

- Hey, det lyder da meget godt, ik?

Vi ses senere i dag. Og i morgen. Og dagen efter....